Kort retspolitisk status – maj/juni 2012
Skrevet den 18 maj 2012 af webredaktoerAf Peter Arnborg, bestyr.medl.
Her i slutningen af maj – og op til Folketingets snarlige afslutningsdebat og grundlovsdag – er det rimeligt her kort at gøre status over retspolitikkens tilstand i Folketing og regering. Regeringen har på det retspolitiske område og inden for udlændingelovgivningen stort set sit parlamentariske grundlag intakt (S, RV, SF, EL), hvilket også gennemgående har vist sig i diverse lovforslag. Retspolitikken og til dels udlændingereglerne er fortsat en politisk og værdimæssig kampplads.
I det foregående årti blev der budt på mange ”krasse” sager med stadige strammere regler, flere udvisninger, mere kontrol, nye og højere straffe samt ikke mindst særdeles hyppige og ad-hoc-prægede skærpelser. Forebyggelse og empati fyldte ikke meget.
Her i foråret er fremsat (og til dels allerede vedtaget) flere lovforslag, der sammenfattende markerer en anden tendens, selv om forbedringerne undertiden er vel små, men dog ikke uvæsentlige for de berørte borgere. Når det er sagt, da må ambitionen for den kommende retspolitik gå videre ad det spor, fx med yderligere fokus på de traktatmæssige forpligtelser, udlændingereglerne, eftersyn af de to terrorpakker (2002 og 2006), diskriminationsregler og på retssikkerheds- og procedureregler inden for dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hertil kommer, at offentlighedsloven og PET/FET-reglerne også er på dagsordenen i næste samling.
Så der er fortsat god grund til for offentligheden, brancher og NGO´ere (fx Retspolitisk Forening) at holde øje med, at retspolitikken ikke blot fungerer som en straffepolitik, men også som en humanpolitik med udgangspunkt i menneskerettighederne – forstået ikke blot som borgerligt-liberalistiske regler, men også som økonomisk-sociale regler. Altså: ret og retfærdighed.
I den forbindelse skal også her lyde et til lykke med de 25 år for Menneskerettighedscentret som en til dels uafhængig (armslængde-princip) offentlig instans, hvis fokus og grundlag i høj grad er værdimæssigt beslægtet med Retspolitisk Forenings.
Formandens beretning
Skrevet den 27 marts 2012 af Brian DurantRetspolitisk Forenings generalforsamling blev afviklet d. 24. marts. I den forbindelse afgav formanden sin beretning som findes her.
Kontigent indbetalinger endnu en gang.
Skrevet den 9 marts 2012 af Brian DurantDet seneste nyt fra banken er at korttype kode “01″ skal bruges i forbindelse med indbetaling af kontingent til foreningens konto: 1551 2330288.
Kontigent indbetalinger
Skrevet den 6 marts 2012 af Brian DurantDer opleves stadigvæk problemer med indbetaling af medlems kontingent til foreningens konto. Bankens service tlf. er 70 12 34 56.
Retspolitisk Forening nu på Twitter.
Skrevet den 4 marts 2012 af Brian DurantJeg er nu på Twitter i forbindelse med mit arbejde for Retspolitisk Forening. Twitter er et godt redskab til af og til at sende korte kommunikationer og opdateringer. Hvis du er intereseret i at følge med i noget af RPFs arbejde, kan du finde mig her: @retspolitik
Kafkatten for 2012
Skrevet den 2 marts 2012 af Brian DurantRetspolitisk Forening har netop tildelt sin hæderspris Kafkatten for 2012 til Fangekoret fra Vridsløselille. Begrundelsen for tildelingen er, at Fangekoret gennem sine 15 år har vist sig at være et åndehul i et lukket fængselssystem. Gennem årene har hele samfundet kunnet notere positive resultater af dette enestående bidrag til resocialisering af langtidsfanger.
Øjet, tanden og nytten
Skrevet den 1 marts 2012 af webredaktoeraf Leif Hermann
Den forløbne uge har atter for jeg ved ikke hvilken gang bragt diskussionen om straffens formål og dette formåls sammenhæng med offer-gerningsmand problematikken. Denne gang er ikke uventet ofrets lidelser stillet overfor den påståede lempelige behandling, der bliver gerningsmanden til del. Det nye i sagen er, at vi her har med et velformuleret offer at gøre. En person der er i stand til at skrive og endda skrive godt og medrivende. Det blev til en kronik i POLITIKEN.
Derved får sagen en flyvende start i medierne, som endnu engang agerer mikrofonholder for forargede politikere, der uimodsagt vælter sig rundt i kendsgerninger, der alene har deres fundament i ofrets beskrivelse af sin situation. Dette set-up krydres så med lidt overfladisk research i sagen. Ikke én journalist har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i, på hvilket grundlag gerningsmanden nu optræder som elev, eller hvad det nu er, i et af Klaus Meyers køkkener. Han er prøveløsladt, hedder det sig, endda efter kun at have udstået en tredjedel af straffen på 6 års ubetinget fængsel.
Inden jeg nærmere skal se på dette forhold, kunne det være på sin plads at opridse problemstillingen. Den kan deles i to.
-
Forbrydelsens grovhed tilsiger, at gerningsmanden skal lide og lide lige så længe, som ofret finder det passende i forhold til den ødelæggelse gerningen har forvoldt. Dette kan betegnes som gengældelse. Ofret har samtidig ret til både behandling og offererstatning samt rehabilitering efter bestemmelserne i den sociale lovgivning. Ofret har desuden ret til advokatbistand under sagen. En gengældelse eller hævn er i princippet uden grænser, da det jo er ofret, der skal være tilfreds. Og hvornår det er tilfældet er jo umuligt at fastlægge, da det jo beror på behovet for arten og mængden af hævn hos den krænkede. Principielt er straffens strenghed proportional med ofrets lidelser.
-
Gerningsmanden skal straffes efter grovheden af den begåede forbrydelse. Denne straf påfører gerningsmanden et onde eller en lidelse. I den konkrete sag ubetinget fængsel i 6 år. Det onde, gerningsmanden må tåle, er frihedsberøvelse i en bestemt periode. Set fra en samfundsmæssig synsvinkel er det afgørende, at gerningsmanden efter udstået straf ikke gentager sin kriminalitet. Det hedder resocialisering. Det vil sige, at han skal behandles på en måde, der sandsynliggør, at dette heller ikke vil være tilfældet. Altså et mål om straffens samfundsnytte.
Disse to problemstillinger har kun noget med hinanden at gøre, fordi de har samme årsag, og fordi ofrets opfattelse af gengældelsens styrke står i et vist forhold til straffens hårdhed. Ofrets rehabilitering og gerningsmandens resocialisering har derudover som udgangspunkt intet med hinanden at gøre. Ofrets rehabilitering forbedres på intet punkt af, at gerningsmanden behandles med hårdhed udover, hvad der ligger i den udmålte straf, f.eks. nægtes udgang til uddannelse eller prøveløsladelse efter reglerne i straffeloven og straffuldbyrdelsesloven. Eller at den udmålte straf er tilstrækkelig grusom til at ofret, kan føle, at der sket en passende gengældelse.
Hvis ofrets forventninger til straffens karakter ikke harmonerer med det samfundsmæssige krav om resocialisering, er der en uløselig konflikt, der imidlertid altid vil ende med, at det samfundsmæssige hensyn, mindre kriminalitet og dermed færre ofre, vinder. I hvert fald så længe, at det er samfundsnytten, der vejer tungest i straffens motivering. Dette er konsekvensen af, at retshåndhævelsen er et offentligt anliggende foretaget af personer, der ikke personligt har et udestående med gerningsmanden. Det er i denne sammenhæng værd at erindre om, at der i langt de fleste voldssager medvirker enten domsmænd eller nævninger, som formodes at repræsentere den almindelige retsopfasttelse. Vi må altså gå ud fra, at den idømte straf er i overensstemmelse med såvel kravet om gengældelse som kravet om, at gerningsmanden skal resocialiseres til en straffri tilværelse efter afsoningen. Men én ting kan vel alle blive enige om, at begge parter skal videre med et ordentligt liv. Så ordentligt det nu kan blive med skader og livsvarige mén.
I den konkrete sag har det floreret med påstande om løsladelse før tid. Nu er ethvert ophold udenfor afsoningsstedet jo at betragte som løsladelse i almindelig sprogbrug, men efter straffelovens bestemmelser kan løsladelse ske normalt på prøve efter udståelse af to tredjedele af straffen. I sjældnere tilfælde kan løsladelse på prøve ske efter udståelse af halvdelen af straffen.
Der kan på visse betingelser gives tilladelse til uledsaget udgang til uddannelse og udgang til særlige begivenheder f.eks. begravelser. Disse udgange gives på bestemte vilkår, der er fastlagt i bekendtgørelse nr. 729 af 25/06/2011 (Udgangsbekendtgørelsen) kap. 10 (Frigang).
Tilladelse vil først blive givet efter høring af blandt andet af politiet, der kan underrette ofret samt evt. udstede tilhold om, at gerningsmanden skal afholde sig fra at færdes på bestemte steder og i bestemte områder. Når arbejdsdagen er slut, er det tilbage til fængslet, hvor fritiden tilbringes. Der gælder særlige regler for rejseruter m.m.
I den konkrete sag drejer det sig om frigang til uddannelse. Der er altså ikke tale om løsladelse i straffelovens forstand. Og straffen skal afsones indtil, der gives en prøveløsladelse. Det ville også være mærkeligt at give prøveløsladelse på ”halvtid” i en sag af så grov en karakter. Denne udgang er nøje kontrolleret af Kriminalforsorgen, der skal sikre, at betingelserne for frigang fortsat er til stede. Er de ikke det, kan tilladelsen blive inddraget, og gerningsmanden er tilbage på afsoningsstedet hele dagen. Der er altså styr på, hvad gerningsmanden foretager sig under udgang.
Denne måske lidt for kliniske tilgang til emnet, skal tjene til en debat på et oplyst grundlag. Men denne debat kan aldrig afbøde de virkninger, en så grov behandling har udsat nogen for. En mildning af denne situation kan kun komme i stand ved ofrets og gerningsmandens bearbejdning af forbrydelsen.
Gerningsmanden må indse, at en undskyldning er en helt afgørende forudsætning for, at ofret kan føle, at gerningsmanden fortryder og dermed hjælper ofret til at komme videre med sit liv og måske vigtigst, at frygten for en gentagelse fortoner sig.
Ofret må indse måske med hjælp fra sagkyndig psykologbistand, at hendes situation ikke bedres ved at udelukke eller begrænse gerningsmandens resocialiseringsmuligheder. Det gør kun hendes egen indsats med al den bistand, som offentlige myndigheder kan give. Det kan sikkert hjælpe at inddrage andre og nok også offentligheden i den rædselsfulde situation, hun befinder sig i. Det har hun gjort. Derfor var det en fin kronik, men også kun derfor. At kronikken så har udløst det sædvanligt slet funderede markskrigeri, er ikke kronikørens fejl.
Nyt EU-fifleri, nu om Finanspagten og grundloven.
Skrevet den 22 februar 2012 af Bjørn ElmquistDet er jo ikke ligefrem en “kioskbasker”, at justitsministeriet nu giver regeringen medhold i udsagnet om, at der ikke er noget i EU’s Finanspagt, som efter grundloven nødvendiggør en folkeafstenmning om dansk tiltræden.
Man kunne jo forledes til at antage, at regeringens hast med for flere måneder siden straks at fremsætte lige præcist det udsagn, længe inden justitsministeriets jurister overhovedet havde haft lejlighed til at analysere indholdet, var så at sige formålsbestemt. Med andre ord: så vidste regeringens embedsmænd, hvad de havde at forholde sig til.
Nu må vi jo så allesammen til at studere justitsministeriets analyse og konklusion nærmere. Det, jeg allerede har “kastet mig over”, er spørgsmålet om de “varige og bindende bestemmelser, helst i forfatningen, eller på anden måde, der sikrer, at de (forpligtelserne til at undgå for store underskud) fuldt ud overholdes og efterleves gennem hele den nationale budgetproces.” (Citat fra Finanspagtens artikel 3.)
Justitsministeriet skriver derom i sit notat (side 17), at det er oplyst, “at bestemmelserne i Finanspagtens artikel 3, stk. 1, vil blive gennemført i en kommende (dansk) budgetlov, som vil indeholde krav til de årlige finanslove. Desuden er det oplyst, at det er hensigten, at den kommende budgetlov vil bygge på et bredt politisk forlig mellem politiske partier i Folketinget.”
Notatets konklusionen er derefter, at grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse ikke kommer i spil. Det hele klares på nationalt plan.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit…..
Kendsgerningen er imidlertid, at den skitserede ordning til gennemførelse af dansk deltagelse i Finanspagten ikke bliver af en sådan karakter, at underskudsbegrænsningsforpligtelsen i Danmark bliver bindende for Folketinget, og slet ikke får forfatningskarakter.
Der er således ingen, hverken danske eller EU-myndigheder, som vil kunne protestere over for domstolene, her eller i Luxembourg, hvor EF-domstolen jo har til huse, og dér påstå misligholdelse af forpligtelsen, hvis et simpelt flertal i Folketinget måtte gå hen senere igen og ændre den pågældende budgetlov vedtaget med et stort flertal.
Domstolene ville naturligvis heller ikke kunne gennemtvinge en evt. indsigelse om, at det, som “et bredt politisk flertal” havde vedtaget, så blev ændret ved en lov vedtaget helt i overensstemmelse med den i grundloven beskrevne procedure af et enkelt eller simpelt flertal.
Jeg har selv i mine næsten 15 år i Folketinget stemt for love sammen med hele resten af Folketinget, som så senere hen er blevet ændret af et flertal på bare én stemme. Der findes nemlig ingen mellemting rent juridisk mellem en almindelig lov og grundloven. Ikke i Danmark.
Det korte af det lange er, at vi her overværer endnu et “fifleri af rang” i forhold til vores EU-medlemsskab.
Hvor er det beskæmmende, at Danmark på den måde på skrømt er med, ja som formandsland går i spidsen…når vi i realiteten snyder i den grad på vægten….
Bjørn Elmquist
Generalforsamling
Skrevet den 14 februar 2012 af Brian DurantRetspolitisk Forening holder generalforsamling.
Dato: d. 24. marts
Sted: lokalet ovenpå Mariakirken, Istedgade 20, 1650 Kbh. V
Tid: 13-14:30
Efterfølgende gæstetaler og debat kl. 14.30-16.00
Gæstetaleren bliver den nuværende ombudsmand for Folketinget, Jørgen Steen Sørensen.
Vejen til effektiv kontrol med PET og FE
Skrevet den 12 februar 2012 af Bjørn ElmquistMon ikke også efterretningstjenesterne selv er klar over, hvor stort behov der er for en egentlig kontrol og offentlighed omkring deres virke?
Debatten har kørt i mere end 20 år, men uden nævneværdige fremskridt. Folketingets kontrol har samme karakter som ved kontroludvalgets oprettelse i 1988, dvs. uden sanktionsmidler og uden mulighed for at kommunkere evt. kritik ud.
En tidligere (mellem)chef i PET, Bonnichsen tilslutter sig i dag opfordringerne til at følge ordningerne i f.eks. Norge og Holland og øge offentlighedens og andres indsigt, og det er da helt udmærket, at folk, der tidligere har været en del af systemet, så åbent erkender, at noget må der gøres.
Men hvor er det dog ærgerligt, at han ikke spillede lige så ærligt ud, da han selv sad i systemet. Den gang var der også masser af kritik og krav fra mange sider om en nyordning, dog uden nogen form for opbakning eller forståelse fra tjenesterne selv.
Faktum er, desværre, at sådan som tingene er skruet sammen i Danmark, skal der en imødekommende tilkendegivelse til fra PET og FE til, før noget kan ske. Ellers tør de for tjenesterne ansvarlige ressortministre ikke andet end at afvise kritikken.
Og med den slags ministerholdning vil de respektive regeringspartier også hurtigt “rette ind”, hvortil så kommer den robotagtige tilslutning til hemmelighedskræmmeriet fra alle de partier og MF’ere, som mener at statens sikkerhed og borgernes velfærd et bedst tilgodeset ved at lade de hemmelige tjenester og deres virke foregå i det skjulte.
Danmark indtager derfor, også den dag i dag, i denne henseende en plads helt nede bunden i rækken af demokratier, der ellers bygger på åbenhed til gavn for borgerne.
Ja, faktisk giver denne form for lukkethed dystre mindelser om, hvad der gjaldt i Sovjetunionen og det “folkedemokratiske” DDR.
Som bl.a. tidligere mangeårigt medlem af folketingets kontroludvalg opfordrer jeg på den baggrund ledelserne eller ansatte i PET og FE til at bekende sig til behovet for gennemgribende ændringer i kontrolsystemet.
Bjørn Elmquist.
Kan man synge sig ud af kriminalitet?
Skrevet den 26 januar 2012 af webredaktoerRetspolitisk Forening, Exit, Dagbladet Information og Sfinx Film/TV inviterer til film- og debat-arrangement om Fangekoret fra Vridsløselille og den musikalske og anden resocialisering.
Onsdag d. 29. februar kl. 19-22.00 byder vi velkommen i Park Bio på Østerbrogade 79 i København.
Program:
19:00 – Velkomst ved Leder af Exit, Ann Skov Sørensen.
19:10 – Dokumentar-musical ‘Fangekoret’ forevises.
20:25 – Pause med forfriskninger.
20:40 – Debat om musik og sang m.v. i resocialiseringen mellem indbudte eksperter og med inddragelse af salen ved animator
Bjørn Elmquist.
21:40 – Overrækkelse af årets Kafkat ved Retspolitisk Forening – og Fangekoret giver en sang.
22:00 – Tak for i aften ved filminstruktørerne Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsen, Sfinx Film/TV.
Aftenens arrangement er også anledning til en DVD-Release på Sfinx Film/TVs dokumentar-musical om og med Fangekoret fra Vridsløselille: En fortælling om et åndehul i et lukket fængsel og om musikkens magiske indvirken på de indsatte og deres publikum.
Tilmelding sker til formand@retspolitik.dk senest onsdag d. 15. februar. Der er 25 pladser til rådighed, som vil blive tildelt efter først-til-mølle-princippet.

Ny bog.
Skrevet den 21 januar 2012 af webredaktoerKronborg, Annette, Lisa Holmfjord, Nell Rasmussen & Ida Koch (red.): Forældreansvarsloven – når der er vold i familien, Nyt Juridisk Forlag, 2011
af Jannie Dyring
Forfatterne til denne bog angiver, at formålet med udgivelsen er at belyse, hvorledes den retlige regulering af forældres indbyrdes konflikter om deres barn kan opleves af den primære omsorgsperson for barnet, når der er vold i familien. Gennem fem primære omsorgspersoners fortællinger om, hvordan det opleves at tage ansvar for både barn og konflikt på én gang, belyses udvalgte problemstillinger i forældreansvarsloven. Udgangspunktet i bogen er den forhandlingssituation, som en voldsramt primær omsorgsperson befinder sig i ved deltagelse i statsforvaltningens forskellige processer, herunder vejledningsmødet, børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling samt evt. under domstolenes behandling af en sag om forældremyndighed, bopæl og/eller samvær.
Bogens primære omsorgspersoner er alle kvinder. Valget af kvinder som fortællere er dels begrundet i, at kvinder i højere grad end mænd er udsat for vold fra en partner, dels i at forfatterne har haft lettere ved at komme i kontakt med kvindelige voldsudsatte primære omsorgspersoner. Hertil kommer, at det fortsat er det hyppigst forekommende, at kvinder er de primære omsorgspersoner for børn, hvilket endvidere kort belyses i et historisk perspektiv.
Fortællingerne er blevet til på baggrund af interview med de primære omsorgspersoner, hvorefter deres fortællinger er blevet bearbejdet og i bogen gengives i anonymiseret form. I forbindelse med hver af de fem fortællinger og deres problemstillinger er der knyttet en retlig kommentar om det gældende retsgrundlag, hvor der særligt fokuseres på hvordan lovens formål om at sikre barnets kontakt med begge forældre fremtræder. Den retlige kommentar til fortællingerne suppleres af en psykologfaglig kommentar med følgende to fokuspunkter: 1) et indirekte børneperspektiv, som er orienteret mod, hvilken betydning kvindernes oplevelser og forståelser af situationen har for deres eget velbefindende, stabilitet og forældreressourcer, og hvilke mulige konsekvenser de beskrevne hændelser/konflikter og moderens tilstand kan have for barnet/børnenes trivsel, udvikling og relation til begge forældre; og 2) et direkte børneperspektiv, som er orienteret mod sagsforløbenes betydning for børnene, herunder hvordan de bliver inddraget, og hvorledes fordringen om barnets bedste forstås og tilgodeses i fortællingerne.
De fem fortællinger og kommentarerne hertil refererer til følgende problemstillinger: ligestilling og ligeværd, barnets ret til to forældre, kommunikation, forældremyndighed og samvær. Fortællingerne efterfølges af et kapitel om den eksisterende viden om volds velfærdsmæssige betydning for forældreparrets børn samt et kapitel om vold i henhold til forældreansvarsloven. Afslutningsvist er kommunens handlemuligheder ved vold optrykt som bilag 1 og forældreansvarsloven som bilag 2.
Bogens fortællinger repræsenterer fem forskellige oplevelser af vold i familien. Fortælling 1 (Line – ligestilling og ligeværd), med en dominerende, kontrollerende og efter samlivsbruddet chikanerende partner, hvor parterne i vidt omfang selv har søgt at løse deres indbyrdes konflikter – bistået af statsforvaltningens processer om ”hjælp til selvhjælp”. Fortællingen illustrerer, hvorledes de indbyggede magtforhold i relationen mellem parterne slår igennem på den måde, at den mindst hensynsfulde forælder kommer til at stå stærkest, idet pågældende er mindre optaget af at tilgodese hensynet til barnet, samtidig med at pågældende opfattes som den mest forhandlingsvillige, idet pågældende blot ønsker en ligedeling som forudsat i loven. Den psykologfaglige kommentar fastslår i denne fortælling, at ingen af de forhold, som er væsentlige for at tilgodese barnet ses repræsenteret i statsforvaltningens behandling af sagen.
Fortælling 2 (Ida – barnets ret til to forældre), er illustrativ for den udvikling der er sket i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed, som fra at være et vilkår, der skulle tages stilling til i forbindelse med en skilsmisse, nu antager karakter af et forhandlings- og aftalespørgsmål mellem forældre. Således har skilsmissen i henhold til lovgivningen ikke længere retlig betydning for forældreskabet, hvorfor det er forældrene selv, der skal tage ansvar for fordelingen af børnene, ud fra forældreansvarslovens ideal om samarbejdende og ligestillede forældre. Fortællingen viser bl.a., at det at leve i et forhold med vold kan være så nedbrydende for den voldsramte person, at pågældendes evne til at beskytte sine børn kan svækkes i en sådan grad, at modet og ressourcerne til at føre en sag om forældremyndighed og samvær er udelukket, hvilket medfører, at forældreansvarslovens hovedregel om fælles forældremyndighed og samvær kommer til at danne grundlag for børnene, uanset at dette ikke er godt for dem.
Fortælling 3 (Anne – kommunikation), er egnet til at anskueliggøre konsekvenserne af strukturreformen fra 2007, som medførte, at alle sager nu skal starte i statsforvaltningen, og alene kan indbringes for domstolene, såfremt forældrene ikke når til enighed i statsforvaltningen. Da udgangspunktet i forældreansvarsloven er fælles forældremyndighed og samvær, har statsforvaltningen sit fokus rettet mod at motivere forældre til at samarbejde om selv at håndtere deres konflikter. Risikoen ved manglende samarbejde kan være mistede rettigheder, og gevinsten en bevarelse heraf. Hermed kommer de forskellige processuelle redskaber i statsforvaltningen til at antage pædagogisk frem for retlig karakter. Dermed bliver det essentielt, at den enkelte forælder så at sige kan fremlægge sin version af virkeligheden og gå i dialog med den anden forælder om dennes opfattelse med henblik på at nå til en indbyrdes enighed. Er en forælder derfor bange for, at den anden forælder efterfølgende vil bruge det som fremføres mod børnene, så vil denne forælder naturligt være tilbageholdende med at fremkomme med oplysninger f.eks. fra børnene. Den ringe adgang til at aftale et individuelt møde i statsforvaltningen bidrager yderligere til, at oplysninger om forholdene ikke kommer frem. At indkalde barnet til samtale kan tilsvarende forekomme lettere, end at oplyse sagen på sædvanlig vis ved at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Ud fra en psykologfaglig vurdering både disciplinerer og underminerer et forhold med vold og trusler den voldudsattes selvtillid og styrke, ligesom fortsat uafklarede forhold og gentagne sager omkring spørgsmål i henhold til forældreansvarsloven slider såvel på den primære omsorgsperson som børnene. Særligt påpeges det, at børn er i vanskelige loyalitetskonflikter – og videre selv kan indtage eller blive tildelt en rolle som mægler mellem forældrene – en rolle som er dømt til at mislykkes, men kan have fatale konsekvenser for barnets selvopfattelse. Inddragelsen af barnet i statsforvaltningen bidrager ikke til at etablere et fortrolighedsrum for barnet, men finder reelt set sted med henblik på udredning, således at der f.eks. kan træffes en afgørelse om samvær. Det anføres, at barnet inviteres til åbenhed i forhold til et formål, som barnet ikke selv kan overskue.
I fortælling 4 (Sofie – forældremyndighed), lægges der i byretten vægt på, at samarbejde er muligt og dermed til børnenes bedste. Tilsvarende lægger byretten til grund, at faderen ikke er beruset, når han har børnene på samvær, hvilket ligeledes fører til en forventning om samarbejde og kommunikation mellem forældrene. Det anføres, at der synes at herske det rationale indenfor retsområdet, at jo tættere på idealforestillingen om forældres samarbejde det enkelte forældrepar er, desto mindre behøver en sagsbehandler eller dommer at sætte sig ind i sagen eller oplyse denne. Således vil f.eks. en afgørelse om at tillægge den ene forælder forældremyndigheden kræve mere sagsforberedelse, end blot at følge lovens hovedregel om fælles forældremyndighed. Dette fører til, at voldsudsatte bliver ekstra udsatte ved en mere overfladisk sagsbehandling, og dermed at udsatte børn risikerer at bliver yderligere udsatte på grund af forældreansvarsloven. Den vægt der lægges på, hvem af forældrene der vil være bedst til at sikre børnenes kontakt med den anden forælder medfører endvidere, at en voldsudsat forælder med eneforældremyndighed forpligtes til at samarbejde med den voldelige forælder uanset volden, idet forældreansvarsloven ikke sondrer mellem sager med vold og andre sager om brud på samarbejdspligten. I den psykologfaglige vurdering påpeges det, at langvarige opslidende processer skaber usikkerhed – udover selve procesbelastningen. Tilsvarende fremføres det, at der bør foreligge klar dokumentation for en forælders ændringsproces i forhold til f.eks. vold, såfremt forælderen skal gives del i forældremyndigheden over børnene.
I fortælling 5 (Ditte – samvær), illustreres det, at samvær kan etableres som to helt adskilte verdener for barnet, hvor begge forældre har rettigheder, og det i øvrigt er forældrenes ansvar, at barnet kan rumme de adskilte verdener, eller samarbejde om at lade verdenerne mødes. Det fremføres, at fastsættelse af overvåget samvær for at ”løbe et samvær i gang” mest af alt fungerer, som en ansvarliggørelse af bopælsforælder i retning af en mere velfungerende samværsordning. Det fremgår, at den familieretlige forståelse af familien er, at en familie er individer i konflikt – og dermed med interessemodsætninger – som normaltilstand. Af den psykologfaglige vurdering fremgår bl.a., at trusler om at begå selvmord er utrolig disciplinerende for modtageren af en sådan trussel.
I bogens kapitel 3 belyses den eksisterende viden om vold mellem forældre. I kapitlet indgår et skøn over udbredelsen og omfanget af den partnervold der begås af nuværende eller tidligere partnere, ligesom det anføres, at voldsudøvere helt overvejende er mænd. Centralt er det, at to tredjedele af de kvinder, der udsættes for vold, har børn, som dermed direkte eller indirekte påvirkes af volden. Der henvises til, at vold i parforhold er en proces med en glidende overgang mellem konflikter og vold, og hvor volden kan have såvel som fysisk som psykisk karakter. Hvor voldsudøveren udvikler kontrolstrategier, udvikler den voldsudsatte tilpasningsstrategier – strategier som samlet bidrager til en ”voldsspiral”. For den voldsudsatte – som er bogens fokus – fører voldsspiralen til en nedbrydning af grænser og personlighed og opbygning af et negativt selvbillede. En udvikling som over tid kan føre til, at den voldsudsatte mister sit selvværd samt sin dømme- og handlekraft med en svækket forældre- og omsorgsevne overfor børnene til følge. Hvor det er anerkendt viden, at børn som direkte udsættes for vold får dybe og langvarige skader, så fremføres det tilsvarende i kapitlet, at børn, der er vidner til vold, kan tage skade i samme omfang, som var volden rettet direkte mod dem selv. Børn er således ikke reelt udenforstående betragtere. Oplevelsen af vold i hjemmet medfører derimod, at barnet ikke længere opfatter hjemmet som et lige så trygt sted. Tabuiseringen af vold hindrer barnet i at få bearbejdet de traumer, som volden har medført. Børns reaktioner på vold er individuelle, men der er en tendens til, at børn får såvel store indadrettede følelsesmæssige problemer som udadrettede adfærdsmæssige problemer. I familiesager, hvor vold har været involveret, bør der således være stærke indikationer for at tage udgangspunkt i, at en samværsordning er til fordel for barnet.
Bogens sidste kapitel handler om vold ifølge forældreansvarsloven. Kapitlet indleder med at fastslå, at det for en gruppe primære omsorgspersoner ikke er muligt både at give barnet en god opvækst og respektere den anden forælders rettigheder. Den voldsramtes behov for støtte og forældreansvarslovens udgangspunkt i individuelle rettigheder medfører, at den voldsramte primære omsorgsperson ikke er i stand til at værne sig selv og barnet mod den anden forælders rettigheder i forhold til barnet. Ofte er volden ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller er ikke alvorlig nok til, at den voldelige forælder mister sine rettigheder i henhold til loven. Konsekvensen heraf er, at de børn, som lever eller har levet i familieforhold med vold, bliver omfattet af lovens hovedregel om samarbejdende forældre, der sammen beskytter deres børn mod deres indbyrdes konflikter. Men disse børn burde i stedet omfattes af lovens undtagelse, således at de dermed kunne opnå den beskyttelse, der knytter sig til denne. Kapitlet afsluttes med en problematisering af forældreansvarslovens hovedregel og undtagelse i sager om såvel forældremyndighed som bopæl og samvær. Der argumenteres for, at forældreansvarslovens hovedregel har et for vidt anvendelsesområde, og at lovens undtagelse bør styrkes med henblik på at sikre nogle bedre retlige rammer for primære omsorgspersoners mulighed for at opdrage deres børn. Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at flere af bogens fortællinger bærer præg af, at statsforvaltningen aldrig blev sat i en situation, hvor den skulle tage stilling til vold, hvilket må ses begrundet i, at det er parternes eget ansvar at fremkomme med oplysninger om voldelig adfærd, og ikke statsforvaltningen som skal oplyse sagen. Statsforvaltningen arbejder derimod ud fra det rationale, hvor forældre skal bringes sammen, tage ansvar for deres indbyrdes relation og samarbejde om et velfungerende samvær for deres fælles børn i et fremadrettet perspektiv. Orienteringen mod fremtiden medfører, at behovet for kendskab til baggrunden for sagen bliver af underordnet betydning og sagsforberedelsen ligeså. Den manglende forberedelse medfører, at møderne – såvel i statsforvaltningen som de forberedende møder ved domstolene – er uformelle, hvilket levner rig plads til, at en eksisterende magtbalance mellem forældrene bliver afgørende for, hvorledes parterne agerer til disse møder, hvilket på afgørende vis svækker den svagere parts position d.v.s. den voldsramtes. Samlet fremføres det, at hovedreglen om stærke forældres individuelle rettigheder overfor deres børn i henhold til forældreansvarsloven blev til på bekostning af de udsatte børn i lovens undtagelsesregel. Kapitlet afrundes med et forslag til ændring af forældreansvarsloven med henblik på regulering af vold samt andre overgreb. Ifølge forslaget bør vold og andre overgreb udskilles fra vurderingen af barnets bedste, således at vold mod den primære omsorgsperson medfører, at den voldelige forælder mister adgangen til at se sit barn, medmindre den primære omsorgsperson samtykker, eller barnets anmoder om det, når det er f.eks. 15 år.
Bogen skal læses og forstås på baggrund af sit udgangspunkt og sine præmisser, d.v.s. som en belysning af nogle af de konsekvenser af forældreansvarsloven, som rammer forældre, som ikke er i stand til at honorere lovens idealforestilling om to godt samarbejdende forældre. I så henseende er bogen illustrativ i forhold til at belyse, hvorledes forældreansvarsloven ikke er egnet til at tage hånd om de familieforhold, som har brug for lovens beskyttelse – konkret når der optræder vold i familien. Bogens emne er vanskeligt at belyse, idet dokumentationen for vold ofte er fraværende eller utilstrækkelig. Når det alligevel er lykkedes at sandsynliggøre dette element i bogens casemateriale er dette alene forfatternes fortjeneste. Det er både relevant og nødvendigt at belyse området med inddragelse af nøgterne og konkrete fortællinger. I relation til forældreansvarsloven og dens samspil med tilstødende lovgivning rejser bogen tilsvarende spørgsmål i forhold til politiets praksis ved modtagelse af anmeldelser om vold, adgangen til at opnå beskyttet adresse, udstedelse af polititilhold samt statsforvaltningens underretning af kommunen. For nuværende er det blot at håbe på, at bogens budskab vil nå en bred skare af læsere, samt at det kommer til at indgå som en del af den proces, som i løbet af 2012 må formodes at lede frem til en revision af forældreansvarsloven.
Nærmest umuligt at invitere unge til Danmark på kultur- og uddannelsesudveksling.
Skrevet den 4 januar 2012 af Brian DurantUddannelses- og kulturinstitutioner, foreninger og andre organisationer i Danmark, der ønsker at invitere unge fra lande, hvorfra den unge skal have visum/opholdstilladelse for at komme til Danmark, må sande at vejen til et besøg i Danmark er så svær og kringlet, at man må opgive eller i det mindste regne med store forsinkelser og høje omkostninger. Læs dette indlæg fra Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole.
Word fil. PDF fil.
Fangekoret
Skrevet den 15 december 2011 af Brian DurantDR2 viser en dokumentarfilm om fangekoret fra Vridsløselille den 27. december kl. 20:00. Man kan finde mere om fangekoret her.
Musikvideo til filmen “Fangekoret”.
Retspolitisk Forenings forum på Linkedin.
Skrevet den 11 december 2011 af Brian DurantRetspolitisk Forenings forum på Linkedin er nu blevet lavet om til et åbent forum til diskussion af retspolitiske og menneskerettighedsspørgsmål. Forummet er beregnet til en diskussion af hvordan retssikkerhed og menneskerettigheder kan styrkes i dagens Danmark. Alle som kan tilslutte sig forummets formål er velkomne. Enkeltmands og personlige sager diskuteres ikke. Forummet yder ikke juridisk bistand.